"Chikane AF KVINDER (på TOG) er strafbart!"

Indien udfordrer vores tænkemåde, vores kategorier. Jeg bliver ved med at vende tilbage – også i tankerne – for at forstå det udfordrende subkontinent, blive udfordret; møde provokationen, måske selv provokere?

Where are all the women?" spørger Linda, en 50-årig kvinde fra Maine, USA. Vi er lige landet i Delhi. Og spørgsmål og refleksioner, som dem Mathilde Walter Clarks kronik (se blog fra marts) stiller og udstiller, er jo ikke kun aktuelle i forlængelse af den indiske kultur. De er (desværre) aktuelle alle steder, hvor synet på kvindens stilling sløres af en religiøs og/eller udemokratisk holdning; en undertrykkelse, der henter sin back-up i fx skrifternes massive myter (hvor ordet myte i denne sammenhænge betyder løgn).

Et skilt fra tog i Indien: Harassing women passengers is a punishable offence.

Eve-teasing - som det så udskyldigt kaldes - er en strafbar handling. Hvis nogen skulle være i tvivl. Bare de dog ville udelade passengers.

"UTUGTIG OPFØRSEL FRABEDES"

skilt mo lewd behavior.jpg

 

Se dette skilt fra Malaysia. Det stod uden for Malaysia mindste nationalpark på Penang: No lewd behavior, tror jeg det skal oversættes. Men det kræver en forklaring, en fortolkning: Det går nok så meget på, at der ikke må vises – udstilles, jf. blikkene, der følger en i Mathildes kronik – fysiske tegn på kærlighed og intimitet, fx at holde i hånden eller – utænkeligt! – kysse i det offentlige rum – som at det er forbudt, at nogen kaster lange, afklædende blikke og kommer med uterlige tilråb. Læg mærke til gensidigheden mellem parret på skiltet – hjertet imellem dem, som indikerer, at de begge er 'lige gode om det.'

En fortolkning af skiltet er forbuddet mod det unge par, det faktum, der kunne formaste sig til at flygte fra familiens restriktioner og fordømmende blikke med dertilhørende straf, og, for at skjule deres last/lyst (kærlighed?)– søger hen i en offentlig park.

Ikke blot i Malaysia og Indien, men alle steder, hvor kvinden og hendes intimsfære tilhører mændenes samfund og samfundets mænd (fader, ægtemand, søn), før og altid mere end den tilhører hende selv, ville det være godt at have et skilt af en anden slags. Det skulle vise en kvinde, som kom gående alene. Bagved,  ved siden af, foran hende: Piktogram-horden af mænd med ansigter og kroppe, der på forskellig måde rækker ud efter hende. Det – og så en FED, rød streg hen over. Eve-teasing stictly forbidden.



"Are YOU EXPERIENCED?"

Indien udfordrer vores tankemåder. I Indien har jeg set snart sagt alle livsfaser og intimsfærer på den gade eller grøft, der bruges som dagligstue, som toilet. Jeg har set kvinder urinere på gaderne, både med og uden en beskyttelsesforanstaltning af sarier, eller dupatties, de lange tørklæder, holdt for. Jeg har set kvinder med jeans, i spadseredragter og uniformer, som færdes i gadebilledet. De er bestemt sjældnere end mændene, men om de falder i en ratio 1 til 50, skal jeg ikke kunne bedømme. Det kommer, i min optik, bestemt også an på, hvor en udefrakommende Indiensfarer færdes.

I Tamil Nadus landsbyer var kvinderne mindst lige så synlige og til stede som mændene, da jeg deltog i TANWA, Tamil Nadu Women i Agriculture, et Danida-støttet projekt. ”Hvis en mand har nogle få ekstra ruppier bruger han dem på sig selv” (tænk: et glas chai og en beedie-smøg hos chai-wlallahen på hjørnet, hvor manden står og ruller sin mundu, mandesarong'en, op og ned.  Men, fortsatte Mrs. Subramia, som var projektets lokale tovholder:” Hvis det derimod er en kvinde, som har nogle ekstra ruppier, bruger hun dem på familien.” Det meget generaliserende udsagn var baseret på konkrete erfaringer, evidens, om ikke statistik: At det ikke var Tamil Nadu Humans in Agricuklture var sigende, for mændene var jo lige så dirt poor, bogstaveligt talt. Kvinderne ville, med hjælp til selvhjælp, til enhver tid ville sætte deres egne behov for en smøg og et glas chai i ro og mag til side for at hjælpe børnene hen mod skolegang eller indkøb af en ged eller blot at kunne plante chili i kanten af rismarken. Jeg har ALDRIG set en enlig kvinde ved en chai-wallahs bod – og kun få gange i ’ledsaget udgang’.

Mathilde Walther Clark baserer sin kronik på det, hun oplever i Indien. Vi kan ikke – skal ikke klandre – forfatteren for ikke nødvendigvis at finde back up for det selvoplevede i statistik eller referencer. MWC funderer, (under)bygger og perspektiverer sine egne erfaringer et langt stykke hen ad vejen – og selv om læseren ikke var fysisk med på den jeep-tour, hvor der lår-gramses på den hvide kvinde i hvert et vejsving, står det troværdigt, til troende. Og det ville det også gøre, selv hvis hun ikke havde bilagt forskellige politiske eksempler på dagsordner, der viser, hvordan subkontinent er gennemsyret af en mangel på ligestilling. Det er forfatterens ret at gå fra det konkrete og individuelle til det overordnede, generelle. Eksemplificeringen gør det virkeligt for os, vi føler med hende – næsten bogstaveligt, et sted på lårene.

Og hvad hvis jeg så – som dansk forfatter, hvid kvinde – rejser alene og bringer de modsatte erfaringer til torvs? Hvad så? Bare fordi vi ikke søger eller vedlægger belæg i form af en statistisk eller kommunal virkelighed, må vi vel godt dele ud af vores erfaringer? Så kan man sige, at jeg var usandsynligt heldigt eller dum eller naiv, eller det heleog mere til, på én gang. Men selv om vi kan male Indien med det ene eller det andet penselstrøg, så er det vigtigt at holde fast i, at Indien også er andet end Eve-teasing.  Ikke at (kvinde- og individ-)undertrykkelse ikke er et vigtigt aspekt af Indiens og indernes hverdag. For det er det. Men billedet kan også, i min optik, tegnes mere nuanceret, mere varieret, langt mere komplekst.

"Det virkede ikke, om om folk nogensinde blev trætte af at tale om Indien. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det var, man kunne teoretisere over, og hvordan man overhovedet kunne kaste sig ud i at prøve at forklare et helt land, men det virkede, som om alle havde deres egen teori. " - skriver engelske William Sutcliffe i anti-rejsebogen over dem alle, Are you expirienced?

"For at lære at se må man kigge..."

Mathilde Walter Clarks kronik i Politiken, 20. marts 2015

”But, madam, what is the matter?”

Nå, ja, jeg har såmænd ”bare lige” oplevet at blive gramset på. I min søgen efter en bestemt metal-kuffert gik jeg ene rundt på Jamma Mashid, et Delhi-marked nær fredagsmoskeen. Jeg stoppede op et øjeblik. Det øjeblik var nok: en hånd var oppe i skridtet på mig; og lige så hurtigt væk igen, da jeg vendte mig. En kødrand – næsten bogstaveligt – af grinende ansigter, gamle drenge og unge mænd. Spottende og trodsige, forhånende. Umuligt at rette min vrede noget sted hen: Who did it?!?

Jeg skælder og smælder. På dansk. Jeg råber, som en tosse på en gågade; den tosse jeg i deres øjne også er (fordi jeg går ud og rundt alene )– og min stemme baner vejen for mig. Jeg er en særling, særhed; en hvid elefant, der skal beskyttes, men som man samtidig må undre sig over overhovedet får lov at færdes frit – eller måske er det min far, som er en tosse, fordi han ikke kender spillereglerne og lader mig færdes alene?Jeg kommer ud fra markedet uden videre skridt-greb – overgreb – bandende hele vejen. Ind til jeg igen står på fortorvet, ude foran markedet og råber af den tomme luft. Og en rickshaw-chauffør kigger på mig, bekymret: But, madam, what is the matter?

* * *

Har jeg været omgivet af en boble, en kokon af beskyttelse (der kom indefra), de gange, hvor jeg har fór rundt i Indien alene – som Mathilde, ude alene, væk fra alfarvej)? – Har jeg været usandsynligt heldig eller usandsynligt dum eller usandsynligt naiv – eller det hele i en skønsom blanding –  en dengang nogen-og-tyveårig kvinde? Jeg færdes frit og tager imod den hjælp, jeg kan få – i den tro, at det ER hjælpsomhed og ikke chikane?

På båden fra Calcutta til Port Blair møder jeg Shabnam. Hun siger: ”You are lucky - at du kan rejse rundt på den måde, alene. Jeg ville også gerne rejse, men mine forældre siger: ”Vent. Måske er du heldig at du får en god mand, som tager dig med.” Og jeg tænker på et Blixen-citat, jeg netop har brugt i Breve fra en Indiensfarer, men i en anden sammenhæng:

”Det har altid syntes mig, at der er blevet gjort stor uret imod kvinden derved, at hun ikke nogensinde har været alene i verden. Adam havde jo dog en tid, om den var lang eller kort, hvor han kunne vandre omkring på en frisk og fredelig Jord og se på dyrene i sine egne tanker.” I denne sammenhæng det at kunne færdes – alene, uforstyrret. Uden at være tilsagt, indplaceret i kategorier: Datter af. Hustru til. Mor til... (henholdsvis Ung pige, voksen, gammel).