... er det også kaldet. Og det er nok så meget det, at det overhovedet er skrift, tror jeg, pen på papir, håndholdt, som at det også har en æstetisk værdi.

Det magiske i at forme bogstaver i hånden er en af de, hvis ikke den, eneste fysiske dimension i en forfatters arbejde.

Kalli - (gr.: skøn) + grafin (gr.: at skrive/tegne)

Jo mere øjeblikket trænges i baggrunden af effektivitetskrav, jo flere former for meditationer kan vi have brug for. Tror jeg. I al fald er det at skrive i hånden for mig svarende til walking meditation, koncentration-i-bevægelse. Og selv om jeg ikke selv har udøvet for eksempel at sætte cirkler med penselsstrøg på papir, som det blandt andet udøves i zenbuddhistisk tradition, så ser jeg ligheder: Det er ikke den perfekte cirkel, men den nærværende cirkel, der tæller?

Den skrivende højre hånd og den venstre tænkende

var der engang en digter, der beskrev sit arbejde. Nu om dage er begge hænder i brug, altid, hele tiden, for alle, her ved tastaturet.

Men det er ikke blot det, at jeg engang imellem må have en pause fra 'skærmbrættet' - der er situationer, hvor det er både er praktisk og fornøjeligt at kunne føre en pen. Som under take-off og landing, hvor al elektronisk udstyr skal være slukket. Når den bærbare pludselig går i sort under tsunami-evakueringen. Eller til madpakke-brug: Sedler, der bliver sat pris på.

Analogt ... og langsomt på den rare måde ...

Og unikt for den enkelte - så selv om jeg ikke forstår mig på kaligraf (en, der tyder håndskrift), er det ikke svært for mig at se det symbolske i at gå ind i at tolke slyngede tegn og gerninger.

 

Hvis jeg havde otte hænder ligesom Durga ...

...ville jeg altid

have mindst én

i brug

til at skrive ...