Iben Indiensfarer

 - er født 1973 og dannet gennem en årerække i vilde, civiliserede egne.

  • Debut som selvstændigt væsen på det indiske subkontinent 1997-98.
  • Udlært i chai-etikette, sari-teknik samt brønd- og drikkevandsetik. Mestrer kunsten at holde en svedig pande oprejst.
  • Toeren blev gennembruddet i sydindiske landsbyer, en færd mellem rishøst og en canadisk mand.
  • Siden er fulgt en række velsmurte madpakker, da de to som forældre har slået teltpælene i dansk asfalt.
  • Iben Indiensfarer, nu med familie, gør comeback tolv år senere og farer videre i Sydøstasien.
  • Undervejs skrives syv breve, samlet i Breve fra en Indiensfarer - Rejseberetninger om tid, bevidsthed og familie.

Historien om bøgerne i mit liv og livet i mine bøger

DER VAR ENGANG...

Jeg er født på Frederiksberg en fuldmånemorgen i oktober 1973 ind i en familie, som er særlig opmærksom på sproget. I mit barndomshjem blev der talt, sunget, rimet og remset, leget med ord. Jeg fik fortalt historier og fortalte dem selv, dikteret til en voksen inden jeg selv lærte at skrive. Jeg husker mig selv som en bogorm, og det er forfattere til bøger, jeg dengang læste, eller fik læst højt, som jeg stadig i dag beundrer og ser som en slags litterære bedstemødre: Astrid Lindgren, Maria Gripe, Ursula K. LeGuin.

Jeg var altså teenager i firserne. Det er fælt at være teenager og firserne var ikke noget fedt årti at være det i. ”Yuppier” var et af tidens nye ord, og på den privatskole, jeg gik på, vandrede alle med respekt for sig selv og gruppepresset rundt med store firmanavne printet på sweatshirten. Der var megen overflade og mening i minus, i mine pubertetsøjne. 

En dag fandt jeg en samling af Jens August Schades digte i mine forældres bogreol. Jeg kan stadig huske digtet jeg slog tilfældigt op på, det begyndte: ”Lysende tindrer det omtågede København i sin vinduesspros”. ’Tindrer’ er stadig et af mine yndlingsord. 

Og så gik jeg fra bibliotekets børnebogshylder til sektionen med lyrik i voksenafdelingen: Michael Strunge, Bo Green Jensen, Klavs Bondebjerg. En ny verden åbnede sig. Her var søgen og spørgen - med sproget som redskab. Jeg havde allerede skrevet sangtekster til den guitar, jeg havde spillet på fra jeg var otte. Fra sangtekster til digte var der kun et skævt spring. 

Frederiksberg dannede rammen om min barndom og tidlige ungdom. Det var det snævre miljø, jeg brød ud af, da jeg flyttede hjemmefra som 15-årig – ind på et værelse i Københavns midte, lige ved siden af Dagmar-biografen. Jeg begyndte på gymnasiet året efter og kort før min studentereksamen i 1992, fik jeg mine første digte på tryk i tidsskriftet Hvedekorn. 
Samme sommer søgte jeg optagelse på Forfatterskolen – og kom ind. 

Jeg gik på Forfatterskolen fra 1992-94. Jeg lærte meget om at læse – egne og andres – tekster. Og om at forholde mig til kritik, den jeg gav og ikke mindst den jeg fik. Det var her jeg fik min formelle uddannelse og mine første kollegaer, - stiftede venskaber, som den dag i dag betyder meget. 
Min første bog, Tilbage bliver, en digtsamling, udkom i marts 1994, kort før jeg blev færdig på skolen. I november samme år modtog jeg Bog Forums debutantpris. 

Så fulgte mine ’vandreår’ – jeg vandrede ud i verden, til og fra København, til og fra studier. Min anden digtsamling, En fremmed selv, udkom i efteråret 1995. Jeg var begyndt på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og skulle vænne mig til at det var det retoriske ”Hvorfor?”, der her blev stillet – det var en anden tilgang til tekster end den, jeg hidtil havde kendt. ”Hvad er det egentlig lige jeg skal lave med mit liv?” spurgte jeg mig selv. Og det var med den spørgende tilgang, jeg efter det andet semester på litteraturvidenskab rejste uden for Europa første gang. 

På min første ’store’ rejse, som gik til Mexico, Belize og Guatemala, mødte jeg andre livsmåder, filosofier, tankebaner. Jeg mødte skægge, seje, søde, syrede mennesker; vidt forskellige, hvoraf mange også spurgte ”Hvad er det lige jeg skal lave med mit liv?” , selv om de måske var midaldrende (jeg havde ungdommeligt troet, at jeg kunne reddes med alderen). Jeg mødte mennesker, som var holdt op med at spørge, men i stedet spurgte ”What do I want to do next?”
Det var i San Miguel de Allende i Mexico, jeg skrev de første digte til samlingen Stjernehavet. 

Efter den sommer under tropestjernerne vendte jeg tilbage til betonen på Amager og forsøgte at bedrive studier. Men løbet var kørt, det var kun et spørgsmål om tid, før litteraturteorien endte nederst i bunken, og en decembernat i 1997 landede jeg første gang i New Delhi, Indien.
Jeg rejste på det indiske subkontinet i otte lange, mættede, fantastiske, opslidende, berigende, styrkende, utrolige, hårde og fortryllede måneder og vendte tilbage til København med lys i øjnene og et færdigt manuskript i tasken i det tidlige efterår. 
Stjernehavet udkom i januar 1999. 

1999 var også året jeg begyndte at undervise – i dansk og på skrivekurser. Det var og er en gave at få lov at undervise. At inspirere og vejlede, sammen spørge ”Hvorfor?” (det rigtige, ikke det retoriske), at bruge både analytisk sans og intuition. 

Udlængslen havde ikke sluppet mig, men den havde fået et andet sigte: Jeg ville rejse til Indien igen, men jeg ville dybere ned under overfladen denne gang.
Jeg fik gennem Danida kontakt til et projekt i Sydindien, der fokuserede på at yde hjælp til selvhjælp til marginaliserede landbrugskvinder. I 2000 boede jeg i længere perioder i tre forskellige landsbyer og oplevede, i den udstrækning en udefrakommende, vesterlænding nu kan, hvordan flertallet af indere lever. Det er der bl.a. kommet foredrag ud af - ligesom Iben Indiensfarer i høj grad er dannet der.

I mellem to ophold i landsbyerne i Tamil Nadu tog jeg på ferie til nabostaten, Kerala. Her mødte jeg min canadiske mand (en ærke-romantisk historie om ægte kærlighed, som må vente til en anden vinteraften). Vi blev gift i Ottawa, Canada, i januar 2002. 
Vores søn er født i august 2002 – på Frederiksberg Hospital, hvor jeg også selv kom til verden. En cirkelslutning…? Eventyrets gamle mønster Hjemme-Ude-Hjem? Eller også er jeg, trods det meget rejseri, bare håbløst lokal…

Under min første graviditet og barsel skrev jeg Akikos ammehjerne, en fortælling, som udkom i maj 2004. Året efter tog jeg en efteruddannelse i storytelling, som svar på spørgsmålet: ”Og hvad er det så lige dansk erhvervsliv kan bruge en digter til?”

Familien udskiftede København med Nivå og vores datter kom til juleaften 2005. Det travle hverdagsliv, som det ser ud for de fleste danske børnefamilier, var og er en realitet. Vuggestue, børnehave, skole - og for mit eget vedkommende en omfangsrig digtsamling, Den femte sol. Den er vævet og spundet af rodnettet i verdens mytologier. Sådan gik det til, at jeg på een og samme majdag i 2011 kunne vende hjem med både en ny bog og et eksamensbevis som Kunstgrebsinnovatør i tasken.Siden er jeg begyndt at løse opgaver i virksomheder og at freelance som redaktør - og ud over den undervisning, jeg stadig laver, og de foredrag og oplæsninger, som er på tapetet.

I 2012 rev min familie og jeg fire måneder ud af den kommunale kalender for at rejse i Indien, Sri Lanka, Malaysia og Thailand. Undervejs skrev jeg på det, som er blevet til min 2015-udgivelse: "Breve fra en Indiensfarer - Rejseberetninger om tid, bevidsthed og familie."

Det går i stigende grad op for mig, at bevidsthed - herunder erindring og mytologi og arketyper - og tid, er tråde, der med mere eller mindre regelmæssige mellemrum væves ind i bøgerne i mit liv og livet i mine bøger.