TÆRSKLER

Hovedpersonen er på én gang både barn og voksen – og kan krydse for- og nutid i det øjeblik, hvor et menneskebarn kommer i øjenhøjde med sig selv.

• Mens fyrreskoven lukker sig om den søvnløse pige i den orangemalede køjeseng, er kvinden selv blevet mor og får sit barn til at falde i søvn.
• Mens kvinden kysser en anden kvinde på nattelivets bar, sniger pigen med Pippi-parykken sig til at udforske sin gryende seksualitet.
• Mens barnet skræmmes af hekse i eventyr og mørke mellemgange, balancerer teenageren mellem selvskade og forløsende ord.
• Mens faren holder sin lille datter for panden, da hun kaster op, besøger kvinden sin far på hospitalets 12. etage.
• Mens nabodrengen svigter pigen i det nybyggede legehus, forlader en elsker kvindens nymalede lejlighed.
• Mens en velklædt mand tager kvinden med på picnic i parken, flygter en elverpige fra en bjergtrold.
• Mens pigen forsvinder ind i billedbogen, kommer kvinden til stede i sproget.

Mens forældre bliver skilt – et selvmord forties – en mormor dør pludseligt – lørdagsslikket deles ud – kassettebåndet kører – Mariekiks bliver til croissanter, og eftermiddages Majdrik bliver til nætter med Frozen Margaritas, mens
keramikbrune 70re bliver neon-80re og siden sortklædte 90re.

Syv Q&A til Tærskler– v. Neal Ashley Conrad Thing, ph.d. i litteratur

1. HVORFOR HEDDER BOGEN TÆRSKLER?

Den velvalgte titel udpeger, at Claces retter fokus mod alle mulige former for sprækker,
overgange og mellemrum, hvor kortslutninger eller nye muligheder opstår.

2. HVAD FÅR LÆSEREN UD AF BOGEN?

Man forsynes især med skarpe fornyende iagttagelser, gjort med barnets og en spirende
bevidstheds øjne og ører, som på intet tidspunkt forenkles eller forklares. Læseren
inviteres med ind i den proces det er at blive ved med at spørge til sit liv – det man
udsættes for og gør andre til genstand for – for at blive et menneske med respekt for sig
selv og værdigheden i behold. Claces skriver på den vis litteratur frem i og med et
tærskelsprog, der åbner for skjulte, forsømte og fortrængte lag i vores bevidsthed – den
individuelle såvel som den fælles.
Claces formår at sætte scenen, hvor øjnene er skriften, der lytter og ser. Som øjets
vidnesbyrd, før det sete fanges ind og kaldes noget andet. Claces’ skiftende
fortællepositioner levendegør rummet og rummet mellem personerne via en egenartet
fortællende perspektivisme, der blotter blinde vinkler hos personerne – og i læserne!

3. HVAD ER BOGENS TEMAER?

Claces sætter sprog på diverse former for tærskler mellem barn og voksen, mellem
bevidsthed og erindring, drøm og virkelighed, uskyld og begær, ude og hjemme – og
dermed også overgange mellem usynlige broer.

4. HVEM ER HOVEDPERSONEN ?

Der skrives tærskeloplevelser frem, der påvirker både det oplevende ”jeg”
og den neutralt beskrevne ”pigen” eller ”kvinden”, vi følger.

5. HVAD HANDLER DEN OM?
Vi bevæger os fra barndommens tidligste iagttagelser, over en skilsmisses konsekvenser for barnet med fatale brud på virkelighedsfornemmelsen, til voksenlivets ufrivillige møder med den såkaldt virkelige virkelighed og deraf følgende fremmedhed og udsathed, hvor man mere eller mindre frivilligt går med på hinandens løgne. Gennem de 16 kapitler går bevidst gentagne sætninger og fastholdte temaer igen og skaber indholdsmæssigt samspil i, hvad der samler sig til en nuanceret skildring af en kvindes tilblivelse og udviklingsproces.

6. ER BOGEN FIKTION ELLER SELVBIOGRAFI (handler den om Iben)?
Gennem fiktionens filter tegnes et yderst varieret portræt af forfatteren selv. Man sporer
en besnærende erfaret tyngde bag det fortalte, det sansede og erindrede. Claces trækker
stærkt på et selvbiografisk stof, men den fiktive gestaltning er så sikker, at man hverken
kastes tilbage i det private eller efterlades i det alment generaliserende.

7. HVAD ER ”EN TÆRSKEL” SÅ?
Tærskler er knyttet til relationer – det blinde, uudtalte eller tabuiserede felt imellem
parterne. Og de angår også fejllæsningens steder, hvor tavse kortslutninger sker
umærkeligt, fordi parterne, fx barnet og de voksne, befinder sig i hvert sit sprog.

.