"For at lære at se må man kigge..."

Mathilde Walter Clarks kronik i Politiken, 20. marts 2015

”But, madam, what is the matter?”

Nå, ja, jeg har såmænd ”bare lige” oplevet at blive gramset på. I min søgen efter en bestemt metal-kuffert gik jeg ene rundt på Jamma Mashid, et Delhi-marked nær fredagsmoskeen. Jeg stoppede op et øjeblik. Det øjeblik var nok: en hånd var oppe i skridtet på mig; og lige så hurtigt væk igen, da jeg vendte mig. En kødrand – næsten bogstaveligt – af grinende ansigter, gamle drenge og unge mænd. Spottende og trodsige, forhånende. Umuligt at rette min vrede noget sted hen: Who did it?!?

Jeg skælder og smælder. På dansk. Jeg råber, som en tosse på en gågade; den tosse jeg i deres øjne også er (fordi jeg går ud og rundt alene )– og min stemme baner vejen for mig. Jeg er en særling, særhed; en hvid elefant, der skal beskyttes, men som man samtidig må undre sig over overhovedet får lov at færdes frit – eller måske er det min far, som er en tosse, fordi han ikke kender spillereglerne og lader mig færdes alene?Jeg kommer ud fra markedet uden videre skridt-greb – overgreb – bandende hele vejen. Ind til jeg igen står på fortorvet, ude foran markedet og råber af den tomme luft. Og en rickshaw-chauffør kigger på mig, bekymret: But, madam, what is the matter?”

* * *

Har jeg været omgivet af en boble, en kokon af beskyttelse (der kom indefra), de gange, hvor jeg har fór rundt i Indien alene – som Mathilde, ude alene, væk fra alfarvej)? – Har jeg været usandsynligt heldig eller usandsynligt dum eller usandsynligt naiv – eller det hele i en skønsom blanding –  en dengang nogen-og-tyveårig kvinde? Jeg færdes frit og tager imod den hjælp, jeg kan få – i den tro, at det ER hjælpsomhed og ikke chikane?

På båden fra Calcutta til Port Blair møder jeg Shabnam. Hun siger: ”You are lucky - at du kan rejse rundt på den måde, alene. Jeg ville også gerne rejse, men mine forældre siger: ”Vent. Måske er du heldig at du får en god mand, som tager dig med.” Og jeg tænker på et Blixen-citat, jeg netop har brugt i Breve fra en Indiensfarer, men i en anden sammenhæng:

”Det har altid syntes mig, at der er blevet gjort stor uret imod kvinden derved, at hun ikke nogensinde har været alene i verden. Adam havde jo dog en tid, om den var lang eller kort, hvor han kunne vandre omkring på en frisk og fredelig Jord og se på dyrene i sine egne tanker.” I denne sammenhæng det at kunne færdes – alene, uforstyrret. Uden at være tilsagt, indplaceret i kategorier: Datter af. Hustru til. Mor til... (henholdsvis Ung pige, voksen, gammel).