“So many things happening, so many stories one inside the other, with every link hiding yet more stories … And I’ve hardly hatched from my egg,” thought an exultant Garuda.

Ka – Stories of the Mind and Gods of India, Roberto Calasso, 1998

Kære alle sammen

Toget fra Varkala til Kozikode:

Klokken er halv elleve aften, og det lykkes at rede op i Second Class

AC Sleeper uden at forstyrre de sovende mænd i underkøjerne alt for

meget. Her er nemlig seks køjer i stabler af tre, og vi har de midterste og

øverste.

A er stadig af en længde, så vi kan proppe rygsækkene op i hendes

hovedgærde, og hun alligevel kan ligge godt. I tidligere avatarers nattoge

har jeg ikke haft sengetøj – fra Rose Linnen, Indian Railways – sengetøj,

der dufter af maskinvask og støv. Der er lagen og pude og tæppe, et godt,

kraftigt hundetæppe i mørk uld, og det er nødvendigt, for det er koldt

i AirconSleeper – arktiske frostgrader næppe, men en stærk kontrast til

heden, vi kommer fra. Heden står stadig som en mur, lige på anden side

af døren til kupeen, da børnene og jeg går ud for at tisse:

Der er wc’er både Western styleog Indian style, og da vi åbner døren

på klem til Western style, bliver det tydeligt, hvis det ikke har været det

før, hvorfor Indian style er at foretrække i Indien: Kummen er naturligvis

helt overpisset; intet hunkønsvæsen (eller hankønsvæsen ved sine fulde

fem) har lyst til at placere sine lår dér. Så det blikforede hul i toggulvet

må holde for.

Der er ubegribeligt beskidt og stegende som en sauna i det lille rum.

Et blikkrus er med en metalkæde lænket til vandhanen i gulvhøjde;

jeg undrer mig, for hvem ville stjæle et blikkrus (til numseskylning) fra

Indian Railways’ lokum? Men på den anden side, hvorfor ikke, og så bliver

det i al fald ikke væk. Gulvet er pjaskvådt – af vand, vælger jeg at tro.

Der er håndvask derinde, men vi foretrækker at gå ud i mellemgangen

og vaske dér, først med håndsæben af neemog aloe vera fra Peninsula

Grand, dernæst en omgang håndsprit og endelig aftenens rituelle tandbørstning.

Dér står børnene og jeg og børster tænder på et indisk tog,

mens den varme nattevind suser igennem mellemgangen fra én åben togdør

til en anden.

Iben Indiensfarer ny.indd 65 30/06/15 11.24

Et skilt på hindi og engelsk over døren oplyser, at man ikke må bruge

gasbrændere eller transportable ovne ombord – med andre ord ’No cooking’,

ingen brandbare materialer i bagagen og ingen spytning.

Sikkerhedsforanstaltninger, når det kommer til åbne døre på kørende

toge, er derimod ikke noget, der tages så højtideligt. Passagerne kan selv

åbne og lukke efter forgodtbefindende og stå i åbningen og mærke vinden

og se Keralas lys suse forbi og høre hende: Gardagung.

Hvis der på subkontinentet findes en togrejsens gudinde, må det være

ét af hendes sikkert snesevis, mere eller mindre lydmalende navne, Goddess

Gardagung.

Hun skifter farve fra blændende støvhvid – som lyset, der reflekteres

i hendes skinner i middagsheden – til sortbrun – som palmestammer, der

glider forbi i natten. Hendes rytme kan føre én, hvorhen man vil i det

enorme, fantastiske rige, som er hendes moder, Ma India. Har man penge

og tid at bringe som offergaver, kan hun føre én i flere døgn fra den

sydligste spids, hvor Det Arabiske Hav kysser Det Indiske Ocean, helt op

til nord, hvor bjergfader Himalayas forbjerge begynder, og bus, bil eller

fly må tage over i hans stejle terræn.

Og med omridset af dét eventyr spredt ud for og under sine skinner træder

gudinde Gardagung frem i alle sine skikkelser:

Hun hviler stumt i perronens trængsel og støj; på hede sæders klæbende,

blå plasticovertræk. Hun træder frem, når hendes gesandter, slæbende

på blikbøtter med tud og poser med flamingokopper, kommer ind

tidligt og silde og sørger for mad og drikke til de trængende passagerer.

Hun ligger i råbene ’chaichaichaia’ og ’coffee kopi kopi’ og i sprogene,

der blandes og skifter som tidevand: malayalam, tamil, hindi, engelsk;

’meals – thali – meals’, ’pani – nani – water – cool water’. De rejsende er

Gardagungs børn – der sovende, læsende, spisende, legende, eller ofte

bare stirrende, mediterende – har skubbet sandalerne af og gjort sig det

behageligt, uanset hvor mange andre sønner og døtre, der er klemt sammen

på sæderækken.

Iben Indiensfarer ny.indd 66 30/06/15 11.24

Hendes påkaldelse er hendes navn, bønnen, der er så tydelig, at den

efter få øjeblikke ombord bliver uhørlig: Gardagung, Gardagung, Gardagung.

Gardagung vugger os i søvn med sit mantra af tog over skinner.

* * *

”Jeg synes, indiske tog er så hyggelige,” siger jeg.

Vi sidder på Varkala Station og venter og ser New Delhi-Kerala Superfast

Express rulle ind på den modsatte perron. Vogn efter vogn tæller

vi; vi er oppe på 15 og har endda ikke talt helt fra starten.

”Arj, mor, hvordan kan du sige det?! De er da bare så grimme!” lyder

det fra N med seriøs undren.

”Ja, ja, de er grimme og beskidte og alt muligt, men det er simpelthen

så hyggeligt at være ombord og sove og spise og kigge ud ad vinduet.

Og hvis bare man vil tilbringe nok tid på sådan et tog, kan man komme

hvor som helst hen i det her kæmpestore land.”

”Er det rigtigt, kan man komme helt fra spidsen dernede, i Tamil

Nadu, det der …?”

”Kanyakumari, ja.”

”Og helt op i Ladakh?!”

”Nej, det sidste stykke fra HimachalPradesh til Ladakh og Kashmir

skal man køre med bus eller bil, men man kan komme rigtigt langt op i

Nordindien. Til Varanasi for eksempel. Den tur har jeg taget. Er det ikke

rigtigt, Michael?”

”Jeg véd ikke, om man kan gøre det nonstop. Måske skal man skifte i

Kollam; det skulle jeg i sin tid.”

“Øj, hvor er det langt,” funderer N.

”Ja, to et halvt døgn, hvis jeg husker rigtigt,” siger jeg.

”Dér er vores tog,” siger M så helt stilfærdigt og tilbagelænet på bænken

under lysstofrøret.

”Oh …!” Man ser panikken brede sig på N’s ansigt; han er nanosekundet

fra at springe op og hive sin rygsæk til sig.

Iben Indiensfarer ny.indd 67 30/06/15 11.24

”Nej, nej, det er okay, det er ikke vores tog, ” smiler M og gnider

ham beroligende på ryggen. ”Forskrækkede jeg dig?”

”Arj, far!” N synker lettet tilbage mod ryglænet. ”Husk nu, jeg har

ikke kun dine gener, jeg har også mors!”

Og M og jeg smiler til hinanden hen over hovedet på børnene dér på

bænken. Sønnens observation er lige på kornet.

Sådan har det vist altid været med mig.

Min første rejsekammerat, Greg, som jeg mødte på rejse i Grækenland

og fulgtes med i Tyrkiet, opfandt en lille drilleremse på den bekendte

’nana-nana-nana’-melodi: ”Iben is a stress case, Ibener en stress case.”

’Ud ad døren’ har altid været og vil altid være et mærkeligt tærskeltidspunkt.

Tærskler er i det hele taget mærkelige; det er vel også derfor,

de er fascinerende?

En Tærskel: Da vi – få timer inden togafgang – er vendt tilbage til

Prasanthi Garden fra HungryEye. Tøjet og tingene og toiletsagerne og

skoene skal pakkes i de to rygsække og de to dagtursrygsække, vi medbringer,

og det går op for mig, at jeg på restauranten har glemt den ene

daypack, som stadig indeholder vores strandgrej.

Så mens M foretager turen derned og tilbage, ikke kaster, det ville

være overdrevet, men bunkepakker jeg. M har lavet gode bunker, velorganiserede

bunker, stakke er det snarere; det er muligt at lægge en stabel

ned ad gangen og alligevel vide, hvor alting er.

Finsorteringen af, hvad vi skal have med op nordpå, og hvad der

skal parkeres under onkel Kleons seng, er allerede foretaget. Og børnene

hjælper – hjælper ved at spørge ”Hvad kan jeg hjælpe med?” – og så i

øvrigt give mor en tiltrængt pause fra deres spørgsmål: De eksistentielle

spørgsmål om liv og død og natur og symboler og ritualer og filosofier og

meningen og tiggerne og guderne og skidtet, som de normalerweise affyrer

omtrent hvert femte minut.

En hurtig hovedregning giver seks store, fire mellemstore og to fjolle-

spørgsmål i timen; det er en (sund og naturlig) reaktion på sansebom-

Iben Indiensfarer ny.indd 68 30/06/15 11.24

bardementet, tæppebombningen af daglige indtryk – og godt det samme.

Det kan bare godt være svært for de voksne at følge med, især hvis man

sideløbende skal foretage sig noget andet, som når jeg skal lære N tysk

parlør på den ene kanal (han har fået en tysk ven), og A fransk på den

anden (hun har fået en fransk ditto) og sideløbende skal tjekke og betale

restaurantregningen. Måske derfor jeg glemte rygsækken?

Og de kan godt mærke det, børnene, og måske se det: Jeg er garanteret

både stram i kæberne og determineret i blikket, som jeg dér flyver og

farer med mit stakpak og kampsveder under loftets jungleventilator, der

kører for fuld skrue.

Jeg har otte arme som Durga, krigsgudinden, og ti som Kali, dødsgudinden;

jeg har atten kanaler, som alle er optagede, og det siger noget,

for selv om begge gudinder er fremtrædelser af Parvatti, har hun og Shiva

i deres gudeskønne sammensmeltning kun to arme tilsammen, som vi

andre dødelige:

Kontaktlinser, sovedyrene Mushi-Mushi og Split, Vaccinationskort,

Hårbalsam, Togbillet, Tamponer, Lommelygte, pakken med Triplus Fineliners,

Dagbøgerne, Havekolonien Dyrefryd, to Swiss Army Knives, Vandrensepumpe,

Opladere, Ørepropper og ekstra Ørepropper, Saribluser,

Fleecejakker og Hårelastikker, Kreditkort og Tåringe og Ankelkæder, N’s

Hårbørste fra mormor og Uldsjalet fra Kleon og Jakken fra Kleons brors

afdøde svigerfar, og Dynebetrækkene, vi bruger som soveposer, to en halv

pakke Kiks og Tyggegummi og to sæt Anti-køresyge-akupressur-armbånd.

Pak jeres tandbørster, unger!

Onkel Joachim har inviteret os med til Langbortistan!

– Anders And

* * *

Kozikode Station klokken fem morgen. Meget forsovede og meget på,

med sanser der på én gang er zombieagtige og overstadige og derfor tager

Iben Indiensfarer ny.indd 69 30/06/15 11.24

alt og mere ind, vælter ClacesPeddierne fra sovekupeen ud på den mørke

morgenperron og videre ud i en autorickshaw, hvor vi sidder klemt, ubekvemt

og med begrænset udsyn mellem rygsække og hinanden.

Duftspor efterladt i den sovende by breder sig omkring os som et

patchworktæppe, der skal aflæses af mørkeblinde fingerspidser:

Dette må være markedet eller i al fald stedet, hvor fiskesælgeren holder

til. Dette er tankstationen. Dette det offentlige toilet eller i al fald

stedet, hvor der urineres. Dette er efterladte jasminer i vejsiden. Dette er

noget ubestemmeligt, men bestemt råddent. Dette er flere jasminer, friske,

på grene.

N sætter ord på: ”Hvordan kan der lugte både så klamt som en død

og så godt?!”

Ingen orker at svare, men alle véd det: Vi sanse-tæppe-bombarderes

uden ophør, og det er altid i de sammenvævede yderligheder, i Virkeligheder

uden overgange eller midterdele, det ubegribelige, den levende – og

levede – magi, findes.

På busstationen når vi lige at investere i chai; vi må løbe ind i bussen

med de skoldhede papbægre og spilder selvfølgelig det meste ved den

første rundkørsel, ud på gulvet mellem sandalerne.

Og ved den første rundkørsel lukker jeg så øjnene og ser ikke mere.

Lyset kommer til Kozikode, mens vi forlader byen, der vågner til sin

daglige trafik; solen står op, mens vi kører ud og op, op, op, længere og

højere op i bjergene.

Vi har de to forreste sæder, lige bag chaufføren. På det første sidder

M mellem N og A, og på sædet lige bag dem, på Ladies Seat(reserveret til

kvinder) sidder jeg og to andre, sariklædte, sovende.

Og her vågner jeg og falder i søvn gang på gang. Jeg sover og vågner,

vågner og sover på busturen op til Mananthavady.

For hver gang jeg vågner, er lyset blevet stærkere, og vi er kommet

højere op: Landskabet bliver mere tæt, grønt rundt om os og mere lysegrønt,

dukkehusagtigt under os. Solen bliver skarpere og junglen tættere,

for hver kilometer vi tilbagelægger i terrænet.

Iben Indiensfarer ny.indd 70 30/06/15 11.24

Når chaufføren bakker for at komme helskindet gennem hårnålesvingene,

vågner jeg ved de hårde ryk. Jeg ser dukkehusene i dalen blive til

legoklodser og siden blot farveklatter, prikker i det udstrakte grønne.

Jeg sover og vågner igen og ser nye felter dukke op: rismarker, sten- eller

betonhuse i turkis og orange, gemt mellem pinjer og gummiplantager.

Jeg ser templer, kirker, moskeer, som hver på deres måde stræber op

mod den tropeblå himmel (i Kerala er alle verdensreligionerne repræsenteret,

såmænd også, som det eneste sted i Indien, jødedommen).

Vinden, som blæser ind på langs og tværs gennem bussens åbentstående

vinduer, bliver anderledes. Lysere, hedere og alligevel køligere. Der

er vanilje i den. En sød og tæt, hed og sval duft; frangipani, moringablomst

og noget helt guddommeligt, som kun kan være de hvide kaffeblomster

i plantagerne. ’Hvis Gardagung er togrejsens gudinde, hvad

hedder så søvnens gudinde?’ når jeg at fundere, inden jeg falder hen og

brat rives tilbage ved et hårnålesving.

Jeg er lykkeligt uvidende om bjergvejens uheldige indvirkning på A’s

balancenervesystem – eller går jeg glip af den Køresygens Tærskel, hun

krydser? Tapre A, der kaster op ud ad busvinduet, og tapre M, der holder

skansen og guider hende igennem første indvielse som sej Indiensfarer.

Jeg sover lykkeligt fra det hele. Lykkelig i mit ægteskab med en far, der tager

det hele med ophøjet ro. P.t. eneforælder til to trætte, køresyge børn,

men gift med den sovende kvinde på Ladies Seat, som drømmer, vågner,

ser verden fra oven og intetanende priser sig lykkelig for øjeblikket og

stunden, hvor børnene nu er faldet i søvn: en på den ene, en på den anden

side af faderen.

Han lukker øjnene og hverken smiler eller trækker mundvigene

ned, men sidder bare som symbolet på stoisk coolness. Og i situationen,

fortæller han siden, føler han sig hensat til busturene mellem Delhi og

Dharamsala. Munke med sursød lugt og bønder med kyllinger i papkasser

faldt i søvn lænede mod hans skuldre: De samme kollapsede, savlende

munde, samme kropsvarme og svedige baller mod hårde sæder. Den sam-

Iben Indiensfarer ny.indd 71 30/06/15 11.24

me stivhed i nakken. Unge og gamle sovehoveder, som svajer mod sidemandens

kraveben i en tung pantomime, der efterligner bussens slyngede

spor.

At ankomme til Mananthavady i det skarpe formiddagslys og tumle

ud af bussen på stive ben og med stor tørst.

At skubbe og hoppe rygsækkene på plads og først dér, i den for kroppen

velkendte shimmy-rystedans, rigtigt vågne og vide, at ankomsten er

sket, atnu står vi her på en busstation i det nordlige Kerala. Og alle er

i ét stykke, fire hele stykker. A har gennemlevet strabadserne, er blevet

initieret som en vaskeægte, prækrympet Indiensfarer, der har tømt mavesækkens

indhold ud gennem et åbentstående vindue ned på en støvet

bjergvej.

Når man har hængt ud over en ridset busside og brækket sig på en

skramlende tur i Indien, så er der ikke ret meget andet i ens seksårige

tilværelse, man ikke kan tage relativt cool på, skulle man mene. Og sådan

sætter oplevelsen sig da også hos hende.

Vigår mod Hotel Chill and Chill.

Det hedder den, beværtningen over for busstationen, som vi får øje

på på den anden side af den befærdede hovedgade. Igen er der genkendelsen

i kroppen, mens sjælen tøffer efter og stadig er lidt forbumlet og

langsom i optrækket:

I køligheden under ventilatoren rystes rygsækkene af, ned på stengulvet.

Med et dumpt smæld af stropper og knasende velcro strækkes oplevelsen

sammen med skuldrene. Dejligt at dumpe bagagen, dejligt at

ankomme.

Bag disken er der smil fra den tørklædeklædte kvinde. Der er den

obligatoriske, rituelle håndvask ude bagved, hvor solen sniger sig ind i

støvsøjler mellem en surtlugtende moppe og en rød gulvspand. Der er

bananfritter og gundus, banankager, der har form som og smager af en

krydret æbleskive, der har fået lidt for meget på panden. Og der er chai i

glas, som sætter våde ringe på plasticbordet.

Iben Indiensfarer ny.indd 72 30/06/15 11.24

M finder mobilen frem fra bæltetasken og ringer til VarnamHomestay:

”Ja, vi sidder på Hotel Chill and Chill,” siger faderen, Mr. Chill&

Cool himself. ”Okay, mange tak skal du have.”

Han meddeler os, at en vogn vil samle os op om ti minutter. På mindre

end fem er en rickshaw ankommet; chaufføren er en ung mand med

baseballkasket, der ser indladende og spørgende på os. Nej, nej, vi bliver

hentet, vi skal ikke bruge en rickshaw, men jo, det skal vi: Han er vognen,

der er ringet efter.

Vi skubber rygsækkene og hele familien ind på tremandssædet og

holder godt fast, mens køretøjet brummer ud af byen, højere op i højderne,

ind mellem træerne og plantagerne. Vi holder godt fast og holder

øjnene åbne.

Kun A på M’s skød kollapser, hun trænger til det, hun har fortjent

det; det er en gåde, at hun kan sove så sødt så klemt; det er et af de skønne

mysterier.

* * *

Her i junglens tamarindduftende nat: Peberkornene på gårdspladsen

er taget ind for natten, men de rødbrune tamarindfrugter ligger stadig

spredt ud på deres tre gange fire meter blå plasticklæde på gårdspladsen –

til tørring, til fugtning, til luftning.

Og cikaderne er her, tydelige, usynlige, som den gode metafor i poesien:

Hun kan ikke ses.

Hun er tydelig.

Hun er i mine tanker,

som cikader er i en aften.

– Klavs Bondebjerg

Den kristne værtsfamilie på VarnamHomestay: Bina med de milde øjne

er halvanden meter høj, har sit lange, olieglinsende hår strøget tilbage fra

Iben Indiensfarer ny.indd 73 30/06/15 11.24

de koparrede kinder og er altid i knælange salwars i diskrete jord- eller

pastelfarver – men uden dupatta, det lange tørklæde, der ellers bæres

ubundet, omvendt, så det flagrer ned ad ryggen.

Hendes mand, Vargis, har velfriseret, kort hår med hennastriber og

en veltrimmet moustache. Han er ulasteligt klædt i twillbukser med pressefolder

og skjorter, der knitrer af stivelse, når han tager på job på politistationen

i Mananthavady, hvor han er Police Subinspector.

”En strisser!” udbryder M, da vi bliver alene, først vantro.

Men der kommer aftner, hvor Vargis underholder med ’hjemlandets

vemodige sange’ – eller i al fald hjemegnens. Udtrykket lyder ironisk,

men bliver det langtfra, når hans runde og bløde sangstemme griber os

i den cikadestille nat. Han har talent, politimanden, skuespiltalent også,

når han fra A’s læsebog messer: ”Itaockg Emel (Ida og Emil) ar i zoo i

tag…” – til stor moro.

M siger siden, at hvis han nogensinde indspiller en film, vil han sørge

for at casteVargis til en rolle.

Med A på knæet og N i et tæppe ved sin side lærer han dem en aften

sangen om kragen, der stjæler en stegt pandekagesnack, neyyappam, fra et

lille barn:

Kakkekakkekoodevide

kottinakathorykunhille

kunhinutheetakodukanhal

kunhukidannukarayille.

Inguthavilleneyyappam

illathavillaneyyappam

ayyokakkepatticho

ennudekayyileneyyappam.

Kragen slipper af sted sit bytte; det er ikke som i den danske børnesang

om kragen, hvor den er ’stakkels’ og ’død’ – asiatiske krager er frække!

Iben Indiensfarer ny.indd 74 30/06/15 11.24

Vargis skrev teksten som gengivet, men malayalam består jo i sit skriftsprog

– for den udenforståendes øjne – af kurvede kruseduller og slyngede

halvbuer og små cirkler og påfaldende få lige streger. Sproget har 15 vokaler,

41 konsonanter og nogle symboler, ifølge Vargis i alt 58 tegn. Selv

om dansk har over 40 vokallyde, har vi ikke separate bogstaver for dem.

På tamil kaldes vokalerne (af hvilke der er 12) soul letters, sjæletegn;

konsonanterne (18 stk.) er kropstegn, body letters. Det passer lige ind i

Iben Indiensfarers etymologiske og mytologiske kram: Selvlyde er sjælebogstaver,

hverken mere eller mindre. Vokalerne kan stå alene, men

inkarnerer i alle mulige kombinationer med konsonanter.

Eller – hvis sjælebogstaverne er udødelige – så gør de i deres avatarer

medlydene følgeskab, så verden kan fremtræde i skrift, på skrift – eller

skriften fremtræde i verden?

Vargis, altså: Supervenlig, imødekommende, underholdende og altid

særdeles korrekt. Selv når han i sit hjemmetøj – knap-så-stivet skjorte og

mundu, som mandesarongen hedder på korrekt malayalam, spiser med

fingrene af nyvaskede bananpalmeblade, der er hentet uden for køkkendøren:

”Du bør ikke lægge neglelak på hendes højre hånd,” belærer han moderen,

da han ser den afskallede, lyslilla lak på A’s negle. ”At spise med

fingrene er godt og korrekt, men giftstof kan trænge ind i maden.”

Eller som han siger, da der næste morgen bliver uddelt vitaminpiller

til alle ClacesPeddierne fra min dertil medbragte pilleæske med den smilende

tegneseriejapanerinde: ”Hvad er det? Vitaminer? Man behøver ikke

vitaminer, når man spiser denne slags mad. Den vil give en alt, hvad man

har brug for; den er meget korrekt og nærende.”

Binas mad er i al fald dejlig. Den kommer i rigelige mængder, hvornår vi

end ønsker det – for de tre første dage er vi stedets eneste gæster og breder

os over to hyggelige værelser (med sengetæpper og frottehåndklæder!)

– og den smager skønt.

Iben Indiensfarer ny.indd 75 30/06/15 11.24

N er begyndt at spise indisk mad: pakora(dybstegte grøntsagsfritter i

små, knasende klumper) og puttu(den føromtalte dampede kokos- og

risgrød) – og rigtig linse-dhalog sabji; og paratha-fladbrød og uppam,

som er en madpandekage med en bule i midten og masser af bittesmå

lufthuller, hvis den har fået tid og kærlighed, hvad Bina selvfølgelig har

givet den. Han prøver picklesdippen med hele chilier i og skyller efter

med banan, som slukker branden bedre end vand – og naturligvis chai i

rigelige mængder.

Både Vargis og Bina er midt i fyrrerne; de har begge fødselsdag den

20. oktober, men i forskudte år. De har en søn på 20, som bor i Chennai,

hvor han læser til ingeniør, og datteren Varnam, som homestay’et er opkaldt

efter: en høj pige med langt, kruset hår, smalt ansigt, begyndende

bryster og en hurtig, væver måde at spise og gå på. Hun fylder 14 samme

dag, som vi skal rejse.

Varnam er glad for matematik og god til det; hun skal lave en opgave

om Pythagoras. Bina kommer forsigtigt og spørger, om vi har en rød

pen, som Varnam må låne? Vargis glemte at købe en med fra byen, ”og

Varnam græd,” betror hun os. Den aften spiser teenageren hurtigere end

nogensinde for at komme tilbage til lektierne.

* * *

Den første aften tager vi på jeep safari i Tholpetty Wildlife Sanctuary.

A er, selvfølgelig, ret udmattet. Men bevæbnet med Thumbs Up, den

indiske cola (hvad man ikke tyer til af koffeintricks for at give sine børn

safarioplevelser) og kamera, henholdsvis foto- og video-, ruller familien

ind i junglen.

Vi bumler på jordveje og skrumpler over grus og småbakker, dér

på sæderne på ladet, mens vores guide sidder ved siden af chaufføren.

Vi spejder som besatte ind mellem træerne, på hvis blade det brunrøde

vejstøv har lagt sig så tykt som nogen dyrepels. Men se dyr kan vi ikke.

Heldigvis er guiden er god til at udpege dem. Hvad vi så på vores første

indiske safari, endte med at blive en ret imponerende liste:

Iben Indiensfarer ny.indd 76 30/06/15 11.24

Wildlife Masala Mix

Gaur (også kendt som indisk bison) – 7 stk.

Axishjorte (Indiens mest udbredte hjorteart) – mange

Elefantlort – m/u snabelgudens lykkebringende tilstedeværelse, altid et

godt tegn

Elefanter – 5 voksne individer

Elefantunge – 1 stk.

Ulve (kredsende rundt ved sø) – 4-5 stk.

Indisk kæmpeegern – 1 død + 1 levende

Vildsvin – 2 stk.

Hulmanabe (efter abeguden Hanuman, abeart) – ca. 3

Makakabe (endnu en hellig abeart) – ca. 3

Common monkey(mere almindelig makak-abeart) – 7 stk. + unge

Andre safaribiler (underart af Touristusautomobilis) – ikke så mange

Påfugle (en han, to hunner) – 3 i alt

Sambarhjorte (af både han- og hunkøn) – en flok, som stak i rend, da

de og vi hørte en

Tiger (brølende!) – 1 stk.

“Advarsel – prøv ikke denne gryderet hjemme.”

* * *

Morgen. Vi har såmænd netop malket en ko – en ægte indisk én af slagsen.

Ikke specielt hellig, men meget nyttig.

Både N og A står og trækker deres fleeceærmer ud over håndled og

hænder. Det er bitterligt bjergkoldt her malketidligt om morgenen, men

A er meget ”excited”, som hun siger. På listen over yndlingsdyr er køer

kun overgået af elefanter. Ret heldigt for den unge Indiensfarer, at subkontinentet

byder på netop disse arter:

Krisha og malkekvæg hænger uløseligt sammen – gudebarnet stjal

smør; malkepiger flokkedes om hans fløjtespil. Nandi, Shivas tyr, er

Iben Indiensfarer ny.indd 77 30/06/15 11.24

hellig, og alle efterkommere og artsfæller er det også – tillige de, der går

for lud og lunkent vand i Delhis plasticbestrøede midterrabatter og godt

kunne trænge til lidt hellig kærlighed eller bare omsorg, så udstående som

deres ribben er.

Rosie, som Varnams ko hedder, hendes kalv og tyren bor – når de lige

er ikke på græs mellem rismarkerne nedenfor – i stalden, ned ad jordtrinene,

bag kaninburet. De er alle tre sorte, de virker vennesæle og helt

tilpasse med at få den lille stald invaderet af nysgerrige folk.

Vargis tænder for vandslangen og går metodisk til værks med det lille

risknippe. Kokasserne bliver halvt skyllet, halvt fejet ud gennem de tre

huller nederst i staldens bagvæg, og dyrenes klove og hans egne fødder og

chappals får også en omgang vand i samme ombæring.

Siden hen viser han os, hvor beholderen til kolort er placeret, og han

forklarer, hvordan indholdet føres gennem jorden til en anden beholder.

Jeg må tilstå, at jeg ikke helt forstår de finere, tekniske detaljer i transformationen

fra staldens kokasse til køkkenets biogas. Men det er det, der

sker – fra beholder til beholder efter udmugningen. Hvad der måtte være

tilbage føres til kompostbunken og bliver til gødning til markerne. Meget

tiltalende system.

Rosies hale binder Vargis op med et reb i en loftsbjælke, så hun ikke

svirper os i hovedet med den. Så tager han den lyserøde plasticspand og

stænker hendes patter. En hel spandfuld lunkent vand stænker han med

hænderne; han er grundig og korrekt.

Da spanden er tom og klar til mælken, får A lov til at malke først, så

N og så jeg.

Det overrasker børnene, hvor hårdt det er – ikke arbejdet som sådan,

men hvor spændte patterne er, teknikken der skal til: at klemme øverst

med tommel- og pegefinger og trække mælken ud. Strålerne rammer

plaskende i spanden. Det varme indhold begynder at skumme, da Vargis

tager over med hurtige, øvede hænder.

I tavshed observerer vi dagens dont.

”Hvor mange liter skal vi malke?” spørger A på engelsk.

Iben Indiensfarer ny.indd 78 30/06/15 11.24

Omtrent syv, lyder svaret; det er en balance, der skal også være til

Alleypa, kalven. Ægte indisk bondegårdsferie. Ja da, man kan også tage

på landet i Dannevang og se en ko og klappe en ged og kæle med en kanin,

men alligevel …

”Skal man ikke have en malkemaskine?” spørger A så på dansk.

”Her i Indien gør de tingene på den gammeldags måde.” N oplyser

det åbenlyse, også i andre sammenhæng end denne.

”Jeg véd ikke engang, om det kan betale sig at have en malkemaskine,

når man kun har én ko,” spekulerer jeg højt.

Snart er spanden to tredjedele fuld. Nok, vurderer Vargis.

”Hvor skal mælken så hen nu? På mejeriet?” Det er A igen, på dansk.

Og som svar på spørgsmålet på det sprog, som er vores eget, hemmelige,

siger Vargis: ”Tag den ind til Bina i køkkenet.”

Jeg bærer spanden op ad trappetrinene, og børnene hjælpes ad med at

bære den hen over grunden, gårdspladsen og ind i køkkenet bag den firlængede

bygning. Binas køkken må svare til et specialimporteret og specialdesignet

samtalekøkken hjemme: Det er stort og velassorteret, mindst

15 kvadratmeter med forskellige sektioner, hylder med polerede metalbeholdere

og adskillige blus.

Vi overdrager Rosies mælk til Bina, der hælder smagsprøver op til N

og A. Adspurgt takker jeg selv allerhøfligst nej. Da mælken møder munden,

er de tos ansigtsudtryk ikke til at tage fejl af, selv om man ikke taler

dansk: ”Bvadrh!”

Bina ler mildt og sætter spand med indhold til side, hvorfra den velsagtens

senere kommer til at indgå i dagens chai.

* * *

Der er altid chai. Hvis vi beder om det, og når vi ikke gør.

Termokanden i rustfrit stål står frit tilgængelig på voksdugen i ’spisestuen’

– under halvtaget i forlængelse af den firlængede bygning. Under

et tilsvarende halvtag på den anden gavl er ’dagligstuen’. Her er forskellige

Iben Indiensfarer ny.indd 79 30/06/15 11.24

spil – Bina og børnene spiller et brætspil, der minder om dam i overstørrelse

– og et godt, lille bibliotek: M finder Junglebogen til godnatlæsning,

hvilket sted kunne være mere passende at læse om Mowgli og hans dyrefrænder

end her?

Vi har haft den luksus at have familien og deres homestay – og deres

mange hektarer land, og køkken- og blomsterhaven, og mango- og papaja-

og gummitræerne, og kyllingerne og kaninerne og køerne og hængekøjerne

i skyggen og tørresnoren i solen og hunden Bruno – for os selv.

Undtagen én nat:

Et engelsk par ankom, så og rejste igen. Tilsyneladende var det kaninerne,

som gjorde udslaget: de små pelsbolde i burene for enden af blomsterhaven.

Kvinden så vi ikke, fra de ankom om eftermiddagen, til de rejste

næste morgen. Efter sigende kunne hun ikke klare tanken om, at gnaverne

måske endte som tilbehør til Binas berømte eggcurry.

På sin vis, måtte M medgive hende, havde hun ret i, at vi ikke så nogen

drikkeflasker eller skåle med vand. Dyrevelfærdsmyndighederne ville

løfte pegefingeren: ’Dyret skal altid, og vi gentager, altid have adgang til

rent drikkevand!’

Men M, som jo også er vegetar, har ikke noget problem med kaninerne

eller Rosie eller hønsene eller køkkenhygiejnen.

Og Vargis og Bina var bekymrede: ”Vi har aldrig før haft gæster, som

reagerede på den måde …”

Hvilket jeg godt kan forstå. Dette er en gylden plet på jorden.

”Hvis hun har et problem med det, så vil hun få en masse problemer

med at rejse i Indien,” kommenterede M med en næsten uhørlig og dog

ganske tydelige understregning i tonefaldet.

Derfor kom det også bag på os at høre, at de rent faktisk har boet i

Delhi i de seneste to år: Han er journalist, freelance, skriver for en engelsk

avis. Men der er ikke så mange opgaver, som der har været, og pengene

er ved at løbe ud. Mr. Journalist fortæller det på en ordknap måde,

sporadisk.

Iben Indiensfarer ny.indd 80 30/06/15 11.24

Ikke desto mindre er det tydeligt, at spørgsmålet står som det symbolske

møbel, parret ikke kan enes om at placere: Skal det smides til storskrald

eller have dagligstuens æresplads? – Skal de rejse tilbage til England eller

fortsætte som hidtil? Og de emmede da også af at være et par i intern

krise, uanset hvad Mrs. Vegetarian gav som den eksterne grund eller

undskyldning for, i sympatistrejke med kaninerne, at bure sig inde på

værelset.

* * *

En morgen skal der hæves penge og bestilles togbilletter, og børnene har

(forståelig) modstand mod at forlade den blomsterduftende skygge for

byens hede trafikstøj.

Det svarer vel til at være på en god, dansk bondegård og have valget

mellem at fornøje sig med kattekillingerne og smågrisene og så at skulle

gøre turen til Herning? Nej, måske ikke helt; en gågade med udsalgstøj

og softice kunne godt friste mig, da jeg var bondegårdsbarn.

I al fald er valget ikke svært i det nordlige Kerala. Bina tilbyder at se

efter N og A, og for M og jeg er det blot én af de ’roomservices’, der gør

opholdet hos familien gyldent:

N fortæller siden, at han tilbragte formiddagen i sofaen og hængekøjen

med at læse Troldmanden fra Oz fra ende til anden.

A gik tur med Bina og Varnam og nabokonen – igennem rismarkerne,

ned for at se til køerne og over til nabokonen hus: ”De prøvede hele

tiden at få mig til at spise mere rice and curd!” Med andre ord: masser af

kærlig opmærksomhed.

Forældrene uden børn hopper altså ind i stedets fourwheelerjeep.

Med Gills, chaufføren, tager vi svingene gennem gummi- og peberplantager

ned til Mananthavady. Byen er, som indiske småbyer er flest,

men har alligevel sin charme. En asfalteret vej går igennem byen stik

nord-syd, her er busstationen og det bekendte Hotel Chill and Chill. Vejen

krydses af en anden asfalteret vej, som går øst-vest. På en bakke ligger

Iben Indiensfarer ny.indd 81 30/06/15 11.24

hospitalet, neden for bakken tankstationen og ATM-maskinen.

Ofte – blandt andet når jeg ser på min toiletsagshylde/vindueskarm/

kant, eller hvor flaskerne nu står – tænker jeg på, hvor lidt man kan nøjes

med. Men det er til dato ikke lykkedes mig at finde en sæbe, jeg har lyst

til at bruge til både krop, ansigt og hår på én gang. Jeg er Vildt Forkælet,

måske er det bare min måde at opleve på? At investere i en velduftende,

ayurvedisk ananas-ansigtsvask, der var rivende dyr efter lokale omstændigheder.

Man kan gøre langvarige investeringer for samme sum, en salwar-

overdel for eksempel, som den jeg finder i Mananthavady. For slet

ikke at tale om, hvad man kan få på Hotel Chill and Chill – fire chai, tre

gundus og fire bananfritter for omtrent det halve. Eller bare det basale

– ris. Selv om ris er blevet frygteligt dyrt, og de fattigste kan få rationeringskort,

så de kan handle i butikker med særligt nedsatte, statssponsorerede

priser.

I Mananthavadys Booking Office, som også fungerer som internetcafé,

hænger et skilt på væggen (jeg har god tid til at læse det, for det

tager os halvanden time at få de togbilletter): ’Rationeringskort – Ansøgning

online – 30 rupier’ står der på malayalam og engelsk. Er det ikke en

hamper pris at skulle betale for via cyberspace at ansøge om at få mad på

bordet?

Det siger også noget om det clash i tid, som Indien er en del af:

Overskuds-materialisme-cyber-hyper-tid-er-penge møder underskuds-

mangel-på-samme – måske lige med undtagelse af tid?

* * *

”Mor! Moar! Hvor mange billeder har du lige tænkt dig at tage af den

abe?”

Det er mit 27. skud.

Hver gang – lige som jeg tror, jeg har ham på kornet, abeungen –

drejer han sit gammelmandsansigt med de plirrende, brune øjne væk fra

mig.

Iben Indiensfarer ny.indd 82 30/06/15 11.24

Vi har været i EdakkalCaves. 396 trin op – 396 trin ned – talt fra hvor

selve klippetrinene begynder, ikke inklusive den forudgående lange vej,

der snor sig op ad bjerget.

Og var det så turen værd? World Cultural Heritage – ”det er en del af

jeres kulturelle opdragelse,” siger moderen. Jeg sagde det i går, da vi var i

Tirunelly Temple; jeg gentager det i dag. Ja, det var turen værd, også fordi

turen jo er en del af oplevelsen.

Vi var blevet advaret mod store folkemængder i weekender, men da

hulerne er lukket mandag, måtte det være sådan, og det var også en del af

det: hundredvis af indiske turister, familier med børn, unge mænd i jeans

og T-shirts, studerende på udflugt fra Cochin.

”Hello, where are you from?”

For en gang skyld kommer råbet fra en pige, en ung kvinde med løst,

krøllet hår, i sort T-shirt med sølvprint, sorte jeans og sorte chappals.

Bortset fra det råhvide chiffontørklæde, som hun bærer omvendt (som

skik er med en dupatta), er hun mere vestlig i sin påklædning end jeg,

som er i min nye investering: hvid salwar. Dertil gamle løbesko.

”Hvad er babys navn?”

De kalder A ’baby’ alle steder, fordi hun er det yngste medlem af familien.

Jeg tager billeder af de fire – pigen og hendes medstuderende, to

unge mænd og en ung kvinde – på stenskrænten i skyggen. Imens strømmer

hele deres flok til: Det bliver et gruppebillede af Cochin-studerende

med tre saipe, blegansigter.

Efter fotopausen fletter vi ind i mængden af skridt og kroppe, den strøm

af lokale turister, der hvirvler forbi som spiraler på bjergvejen. I et glimt,

et kvart sekund eller mindre, er der et ur eller måske et smykke, som fanger

solen og sender den videre, som en hastig, næppe virkelig, lysrefleks

over mit ansigt.

Hvor jeg beundrer de kvinder, som i søndagens eftermiddagshede

gør turen i tung brokadesari og højhælede chappals – med sorte clutches

Iben Indiensfarer ny.indd 83 30/06/15 11.24

i hænderne eller små, perlebesatte dametasker over skulderen. De er iført

bangels, ørenringe, hals- og ankelkæder, tåringe; alt det smukke udenomsværk,

som jeg selv kun kan iføre mig efter solnedgang, simpelthen

fordi varmen får pulsen i håndleddet til at banke for stærkt mod armbåndet.

Jeg beundrer dem, men er glad for mine slidte Nikes: 396 trin.

Endelig oppe holder vi hvil inden nedgangen til selve hulerne.

Vi gør status ved et dertil indrettet udsigtspunkt, skuer ud over den

strækning, vi har tilbagelagt i dag: tågeindhyllede bjergtoppe, teplantager,

rismarker, jungle. Det hele ligger spredt ud som glinsende felter af forskellig

grøn og vandglimtende farve under os.

Indgraveringerne er ikke specielt fascinerende i sig selv, en masse

’krimskrams’ og streger hugget ind i stenene: tændstiksmennesker, dyr,

hjul (det kunne være solkors), symboler og skrifttegn.

To steder har jeg læst, at ingen til dato har været i stand til at tyde

disse tegn. Men inspektøren – den blåklædte officer med stok og bred

moustache, som hvisler i sin fløjte og kalder til ro gennem den rungende

grotte, når grupperne af unge søndagsturistmænd bliver en tand for

larmende – han udpeger, hvad han påstår, er de ældste inskriptioner på

sanskrit: ”Denne mand dræbte mange tigre.”

Det er det, som skal gå over i historien? Tigerdrab, heltemod? Ja da.

Typisk nok.

På vejen op mødte N en jævnaldrende dreng i blue jeans og T-shirt.

Da de fjerde gang på ruten render ind i hinanden, hører jeg N diktere sin

mailadresse, og den anden bliver fjern i blikket, han memorerer.

Bagefter (mens vi køber teak-teskeer i souvenirshoppen) siger sønnen:

”Kan jeg ikke få en Facebookprofil? Man skal vist være 13, ikke, men

mange af de andre fra klassen har én. Så kunne jeg blive ven med Albert

og med Emil.”

Og med ham drengen, som vi har et foto af, men ikke navnet på,

tænker jeg – og videre: Du er jo allerede ven med Albert og Emil, hvorfor

er det så så vigtigt at blive Facebook-venner også?

Iben Indiensfarer ny.indd 84 30/06/15 11.24

Af nøjagtigt samme grund som en eller anden huggede petroglyffer i

stenen for 8.000 år siden, eller hvornår det var: ”Denne mand dræbte

mange tigere.” – ”Denne dreng har mange venner.”

Det er fremvisningen, udstillingen, manifestationen i helleristningseller

cyberform, der gør hele forskellen. Det burde jeg vide, kende til: at

kalde tingene ved navn får dem også til at komme – blive virkelige, blive

til.

I Lascaux-grotten malede mennesker jagtlykken for at få den, for at bekræfte

den, sige den tak. Det gisner vi i al fald om, det forekommer sandsynligt.

EdakkalCaves skiller sig ud fra andre forhistoriske huler, fordi

man huggede frem for at tegne og male, men i bund og grund må der

være det samme på færde i de krydsende streger, runde og ovale former:

Blær. Tale om det, som er vigtigt; fremvisning af begivenheder, det

man vil huskes på og for.

En figur med armene strakt ud og bøjet op ved albueleddet og med

’håret’ – eller ’antennerne’? – strittende får mig til at tænke på rumvæsner

– og alle teorierne om Nascalinjerne i Peru og Mayaernes kontakt med

udenjordiske. Der er frit slag for fantasien, når man skal fatte hen over et

tidsspand på måske 10.000 eller bare 6.000 år – ”i princippet betyder det

bare, at antallet er uendeligt.”

I princippet kunne det lige så godt være uendeligt – eller en fiktion

eller en drøm eller en filmkulisse eller en illusion:

Det kræver et spring i forestillingsevnen at se for sig og forstå, at

menneskehænder huggede dette, at menneskefødder betrådte disse sten.

Hverken iført Nikes eller højhælede chappals, men menneskefødder ikke

desto mindre.

Børnene bliver utålmodige af min minutiøse gennemfotografering af

stedet. Og det gør jeg ikke – ikke kun – for at understøtte hukommelsen,

men lige så meget, fordi der sker noget særligt med linjerne, når jeg betragter

dem på den digitale skærm. De står klarere frem, får flere detaljer

Iben Indiensfarer ny.indd 85 30/06/15 11.24

– mosklædte, solpletgyldne, mørke i skyggerne. De får flere dimensioner

på den flade skærm, paradoksalt nok.

N spurgte mig forleden, det er en af hans tænk-efter-jokes til samlingen:

”Hvad blev opfundet først, 2D eller 3D?”

”2D,” svarede jeg, lidt for hurtigt. For nej, 3D kom først: Det var

selvfølgelig teateret. I forlængelse heraf kan jeg konkludere, at jeg bedre

forstår dette grotteteater som film.

M går udenfor med N og A.

Jeg bliver i hulen sammen med 50-60 andre turister. Blot to andre er blegansigter,

englændere. Vi defilerer forbi de kæmpestore klippeblokke med

vores videokamera, digitalkamera, mobiltelefon, hvad-det-nu-er for fange

de mønstre, som er så gamle, at vi ikke kan fatte det. Endsige fatte hvad

de betyder – trods inspektørens stok som pegepind på tavlen: ”... dræb-te

man-geti-ge-re”.

Mens jeg går der, tænker jeg på, at vi tror, vi er så hulens forskellige.

Både forskellige fra vores præhistoriske forfædre og fra hinanden: Vi tror,

vi har en anden kultur, en anden livsstil, et andet sprog, et andet normog

regelsæt.

Men når det kommer til stykket, så er vi alle indfanget i tidens digitale

tsunami; en oversvømmelse, som giver grøde i landet, giver os næring,

mens den på samme tid drukner os. En jordskælvsbølge, som vi ikke kan

overskue konsekvenserne af, bortset fra at den får tidens klippe til at rejse

sig stejlt, fordi vandets kraft akkumuleres og alting sker hurtigere.

Og det eneste, vi – nu som dengang – i Virkeligheden ønsker, er at

blive stående længst muligt.

I stammens hukommelse, i netværkets bit-tid.

Én gang for alle at ridse vores navnetræk i muren af amnesi.

Én gang for alle rituelt at bevidne og bevise, at vi trænger igennem

– så flest mulige længst muligt husker og måske følger os: ”Denne mand

dræbte mange tigre” – markér ’synes godt om’, hvis du synes, det er cool,

tilføj eventuelt kommentar (han kommer ikke med en opdatering).

Iben Indiensfarer ny.indd 86 30/06/15 11.24

Det ville være cool, hvis N kunne blive venner på Facebook med en

indisk dreng, som også går i 3. klasse, alene for at (be)vise, hvor verdensomspændende

’indernettet’ er?

Men der er den slagside, som hedder nedbrydningen i bits:

Er der et omvendt proportionalt forhold mellem, hvor meget, eller

hvor lidt, vi husker, og det, som vi kan google os til?

Er det rigtigt, som M refererer, at en dannet person i 1800-tallet i

hele sin levealder ’kun’ samlede information og viden svarende til dagens

søndagsudgave af New York Times? Og hvordan kan man overhovedet

måle den kulturhukommelse, som ikke er målelig i bits; ikke er det specifikke

spørgsmål, som Oraklet i Delfi, undskyld, Google, ud af søgeresultaternes

tågedampe kan give sit svar på?

Hvor lang er cyberalderens, denne kaliyugas hukommelse?

Altså ikke hukommelse forstået som MB/RAM, men håndholdt,

selvoplevet hukommelse. Helt analog – ikke som at være der selv – men

at være der selv.

Hvorfor er det vigtigt, nødvendigt, at slæbe sin seks- og niårige med

på en monstrøs vandring ad støvede, hede stier for at stå i en kølig grotte

med noget krimskrams fra fortiden? Hvordan er det en del af deres ’kulturelle

opdragelse’, som moderen udtrykker det?

Fordi intet kan erstatte sanserne. Som tigerbrølet, vi hørte forleden

aften på safari; et brølende rovdyr skræmmer virkelig! Det er ikke film,

net, skærm; det er her og nu, og vi er på dens territorium.

Da vi er vel nede fra grotterne og har kørt et kvarters tid, standser Gills

bilen.

Det viser sig, at vi er ved et forladt Jaintempel, som ville være synligt

fra vejen, hvis det ikke var blevet overgroet, overtaget – reclaimed– af

junglen.

Det er ikke noget stort tempel, men ruinerne er fascinerende. Vi

står blandt overgroede søjler og kan skelne Hanuman- og Ganeshafigurer

blandt de udhuggede linjer, blandt flame of the forest-blomsterne og

Iben Indiensfarer ny.indd 87 30/06/15 11.24

kaffeplanterne med grønne bønner og peberbuskene. Det minder N om

Indiana Jones 2, hans yndlings af slagsen. Han er dog lodret uenig, da jeg

siger, at dette er bedre end film (det er måske problemet med Virkeligheden;

den har sjældent helt samme tiltrækningskraft – tigerbrølet undtaget).

Ikke desto mindre:

”Hvem har ødelagt det, Daddy?” vil A vide.

”Det har tiden,” svarer hendes kloge far.

Tænk engang. En ydmyghed, der måske er den vigtigste, mest basale

lektion, vi kan sanse os til: tidens gang.

Vi er ikke alene, som vores bit-eksakte kultur med tilhørende hukommelsestab

kunne forlede os til at tro: Den har så travlt med at opdatere,

at mellemregningerne kan stjæle blikket fra perspektivet, fra (tids)horisonten.

Vi bygger på generationers overgroede, forladte templer og

utydede, utydelige helleristninger for at kunne stå her – og om et øjeblik

sætte os ud i den hvide jeep og køre videre blandt kokos- og bananpalmer

og se aberne i vejsiden i det tidlige aftenlys og vide, at vi har 98 % gener

tilfælles med dem.

De er også en del af historien, aberne.

Men Gills stopper ikke bilen denne gang, for han véd også, at vi allerede

har de første 117 fotos af aber: to og to, i flok, mødre med unger. På

stengærder, på skraldespande. I træer, ved hegn, under buske. Og hvorfor?

Fordi vi vil huske. Jeg vil huske – huske abeungens oldingeudtryk.

Det er erindringen, som binder os sammen; erindringen, som gør os

til dem, vi er: De huskede. Dem, der husker. Eller begge dele. 15 minutes

of fame, 6.000 års berømmelse: ”Denne mand dræbte mange tigre.” –

”Denne kvinde tog mange billeder af aber.”

* * *

Blog

Uddrag af Breve fra en Indiensfarer -

Iben Claces