LÅST - en kortprosatekst

Låst

Grethe er her ikke. Sofaen har pletter, så jeg sidder altid ved vinduet. Jeg kigger på birketræerne. På søen derude. Der er børn, der leger dér. Et kærestepar, som går tur. Ingen af dem kaster store, sorte plasticsække i søen. Jeg spiser min frokost og min medicin. Grethe sidder med strikkepinden, der ikke vil blive blank igen, lige meget hvor meget jeg skrubber den. Varmt. Her er varmt. Grethe sover altid med åbent vindue. Hun er her ikke. Hanne er her. Hun går sin faste medicinrunde til natten. Jeg spørger hende, om vi ikke kan åbne vinduet? Hun svarer, som hun plejer, at der er en grund til, at vinduerne er låst på afdelingen.