LYSERØD - en kortprosatekst

Homosvin. Ham til venstre er mindst ti år yngre end mig. Jeg klarer dem. De er i fjerboa og glimmer. Forpulede bøsserøve. Nede i lommen trækker jeg knojernet på fingrene. Jeg er klar. Så er det, han kysser min skulder. Jeg vrider mig væk, men den anden kysser mig på kinden. Det tværer hans læbestift ud, men han smiler. Det gør den første også. Han har ikke læbestift på og kysser mig på munden. Lidt mere. Og lidt mere. Og så tungen. Længe. ”Det er ellers noget af et jern,” mumler han mod mit øre. Han lægger hånden på min balle. Vi griner. Han smører mine kindben med glimmer. Lyserød glimmer.  ”Glimrende,” siger jeg. Han siger, at han hedder Jens. Jeg åbner vores øl på knojernet. Jens flytter ind ugen efter.

LÅST - en kortprosatekst

Låst

Grethe er her ikke. Sofaen har pletter, så jeg sidder altid ved vinduet. Jeg kigger på birketræerne. På søen derude. Der er børn, der leger dér. Et kærestepar, som går tur. Ingen af dem kaster store, sorte plasticsække i søen. Jeg spiser min frokost og min medicin. Grethe sidder med strikkepinden, der ikke vil blive blank igen, lige meget hvor meget jeg skrubber den. Varmt. Her er varmt. Grethe sover altid med åbent vindue. Hun er her ikke. Hanne er her. Hun går sin faste medicinrunde til natten. Jeg spørger hende, om vi ikke kan åbne vinduet? Hun svarer, som hun plejer, at der er en grund til, at vinduerne er låst på afdelingen.