Indien udfordrer vores tankemåder. I Indien har jeg set snart sagt alle livsfaser og intimsfærer på den gade eller grøft, der bruges som dagligstue, som toilet. Jeg har set kvinder urinere på gaderne, både med og uden en beskyttelsesforanstaltning af sarier, eller dupatties, de lange tørklæder, holdt for. Jeg har set kvinder med jeans, i spadseredragter og uniformer, som færdes i gadebilledet. De er bestemt sjældnere end mændene, men om de falder i en ratio 1 til 50, skal jeg ikke kunne bedømme. Det kommer, i min optik, bestemt også an på, hvor en udefrakommende Indiensfarer færdes.
I Tamil Nadus landsbyer var kvinderne mindst lige så synlige og til stede som mændene, da jeg deltog i TANWA, Tamil Nadu Women i Agriculture, et Danida-støttet projekt. ”Hvis en mand har nogle få ekstra ruppier bruger han dem på sig selv” (tænk: et glas chai og en beedie-smøg hos chai-wlallahen på hjørnet, hvor manden står og ruller sin mundu, mandesarong'en, op og ned. Men, fortsatte Mrs. Subramia, som var projektets lokale tovholder:” Hvis det derimod er en kvinde, som har nogle ekstra ruppier, bruger hun dem på familien.” Det meget generaliserende udsagn var baseret på konkrete erfaringer, evidens, om ikke statistik: At det ikke var Tamil Nadu Humans in Agricuklture var sigende, for mændene var jo lige så dirt poor, bogstaveligt talt. Kvinderne ville, med hjælp til selvhjælp, til enhver tid ville sætte deres egne behov for en smøg og et glas chai i ro og mag til side for at hjælpe børnene hen mod skolegang eller indkøb af en ged eller blot at kunne plante chili i kanten af rismarken. Jeg har ALDRIG set en enlig kvinde ved en chai-wallahs bod – og kun få gange i ’ledsaget udgang’.
Mathilde Walther Clark baserer sin kronik på det, hun oplever i Indien. Vi kan ikke – skal ikke klandre – forfatteren for ikke nødvendigvis at finde back up for det selvoplevede i statistik eller referencer. MWC funderer, (under)bygger og perspektiverer sine egne erfaringer et langt stykke hen ad vejen – og selv om læseren ikke var fysisk med på den jeep-tour, hvor der lår-gramses på den hvide kvinde i hvert et vejsving, står det troværdigt, til troende. Og det ville det også gøre, selv hvis hun ikke havde bilagt forskellige politiske eksempler på dagsordner, der viser, hvordan subkontinent er gennemsyret af en mangel på ligestilling. Det er forfatterens ret at gå fra det konkrete og individuelle til det overordnede, generelle. Eksemplificeringen gør det virkeligt for os, vi føler med hende – næsten bogstaveligt, et sted på lårene.
Og hvad hvis jeg så – som dansk forfatter, hvid kvinde – rejser alene og bringer de modsatte erfaringer til torvs? Hvad så? Bare fordi vi ikke søger eller vedlægger belæg i form af en statistisk eller kommunal virkelighed, må vi vel godt dele ud af vores erfaringer? Så kan man sige, at jeg var usandsynligt heldigt eller dum eller naiv, eller det heleog mere til, på én gang. Men selv om vi kan male Indien med det ene eller det andet penselstrøg, så er det vigtigt at holde fast i, at Indien også er andet end Eve-teasing. Ikke at (kvinde- og individ-)undertrykkelse ikke er et vigtigt aspekt af Indiens og indernes hverdag. For det er det. Men billedet kan også, i min optik, tegnes mere nuanceret, mere varieret, langt mere komplekst.
